Indhold
- 250 g kylling
- 1 porre
- 3 forårsløg
- 1 rød peber
- 250 g nudler
- 1 spsk. puddersukker
- 4 spsk. østerssovs
- 5 spsk. soyasovs
- 250 ml vand
Det her er en af mine yndlingsretter. Man kan bruge lige de grøntsager man har lyst til, denne her opskrift er med de grøntsager jeg bedst kan lide. Hvis man ønsker en vegetarisk version kan man erstatte kyllingen med flere grøntsager. Man kan også servere kyllingen ved siden af i stedet for at skære den til tern og komme den i retten. Tip: Hvis nudlerne er færdige før du skal bruge dem så sørg for at hælde koldt vand over dem så de ikke koger videre. Det er vigtigt at de ikke er helt kogt færdige da de så bliver smattede når de koger i retten.
Fremgangsmåde
Snit grøntsagerne og skær kyllingen til tern. Steg kyllingen i en gryde. Når kyllingen er brunet lidt skrues der ned for blusset og grøntsagerne tilsættes. Mens kyllingen og grøntsagerne steger koges nudlerne efter anvisningen, men giv dem 1-2 minutter mindre da de kommer til at koge videre i retten. I en lille skål blandes puddersukker, østerssovs, soya og vand sammen. Hæld det i gryden. Få det op at koge og lad det koge i et minuts tid. Tilsæt nudlerne og lad retten simre så væsken fordamper. Det tager ca. 5 minutter. Server i skåle.
Velbekomme